jeg havde lige sådan et lille panikanfald, et lille-bitte et, hvor hårene NÆSTEN rejste sig på mine arme ved tanken, som ankom med et realistisk billede af muligheden for endelig at lære at sige fra over for at føle mig presset til uønsket samvær og derefter udmalede alle de overvejelser og frygtfølelser, der ville tegne den virkelige begyndelse på at sige fra også på dette punkt og - i det omfang det er muligt og realistisk for et voksent menneske - lægge barnefrygten for at miste kærligheden på at sige nej helt på hylden, og jeg frydede mig straks derefter stærkt ved forestillingen om at kunne det - at kunne møde nødvendigheden for selv Vs. nærvær med afslappethed og rank ryg, at virkelig stå i situationen og mærke rigtigheden også på dette punkt: "Nej, jeg har ikke lyst!" Nej, jeg er der ikke endnu. Men jeg går vejen.
Det er din fortjeneste. Fordi du er, som du er. Taknemmeligheden til guderne går således ikke ind på din konto.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar