Konflikten er, at jeg synes hun er usproglig. Jeg oplever hendes force være i alt, der ligger under sproget - sproget er noget hun har "måtte lære sig", i betydningen at det ikke er hendes naturlige domæne, eller som hun selv siger, hvilket jeg tvivler på, at hun i for mange år har været optaget af sig selv og sit eget indre - for det har jeg selv, og det er bare blevet til mere sprog.
Jeg vil ikke finde mig i, at jeg ikke bare kan acceptere hendes tilgang til alt gennem følelserne. At jeg bliver irriteret, fordi hun ikke taler til mig i hovedet. Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke bare kan acceptere... så jeg kæmper for at holde min irritation tilbage - for ikke at rende rundt og være en grumpy, old man hele tiden.
Det generer hende, at hun ikke får min irritation... Også, selvom jeg understreger, at jeg tit oplever irritation. Og at hele opgaven for mig handler om at håndtere irritation.
Okay. Jeg kan ikke håndtere vrede - bliver sjældent vred. Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal rette den hen. "Hvem, som ikke bevidst har forsøgt at genere mig, skal blive offer for den energislange, der rejser sig i forsvar som følge af min uafsluttede fortid?" Retfærdigvis ingen. Derfor rejser slangen sig alene i mit indre og kæmper for at komme ud.
Men jeg er nødt til at spørge mig selv, om min irritation over hendes usproglighed handler om et (mit) ønske om at blive set og mødt på alle planer - eller jeg simpelthen bare er for hurtig, vædderhjertet der vil resultater NU? Eller om jeg har været alene SÅ længe, at jeg ikke kan have noget "anerledes" tæt på mig.
OG jeg er nødt til spørge mig selv om, hvilken rimelighed der er i, at hun skal være årsagen til en brændende irritation over at blive mødt med tilstedevær, der ikke er hurtigt eller bredt nok opfattende? Det er jo MIG, der har et problem - hvad enten jeg holder det inde eller lukker det ud. Men lukker jeg det ud, bliver det OGSÅ hendes problem.
Jeg forstår hvorfor hun gerne vil have irritationen UD af mig. Ud, hvor den er synlig. For så oplever hun i det mindste sammenhængen til hendes egen eksistens, hendes egne handlinger og udsagn. Men jeg ønsker at give det minimalt fokus, og ikke GØRE det til hendes problem også...
ARGH!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar