Energislangen rejser sig, hvor skal den hugge?

Hvad er egentlig konflikten?

Konflikten er, at jeg synes hun er usproglig. Jeg oplever hendes force være i alt, der ligger under sproget - sproget er noget hun har "måtte lære sig", i betydningen at det ikke er hendes naturlige domæne, eller som hun selv siger, hvilket jeg tvivler på, at hun i for mange år har været optaget af sig selv og sit eget indre - for det har jeg selv, og det er bare blevet til mere sprog.

Jeg vil ikke finde mig i, at jeg ikke bare kan acceptere hendes tilgang til alt gennem følelserne. At jeg bliver irriteret, fordi hun ikke taler til mig i hovedet. Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke bare kan acceptere... så jeg kæmper for at holde min irritation tilbage - for ikke at rende rundt og være en grumpy, old man hele tiden.

Det generer hende, at hun ikke får min irritation... Også, selvom jeg understreger, at jeg tit oplever irritation. Og at hele opgaven for mig handler om at håndtere irritation.

Okay. Jeg kan ikke håndtere vrede - bliver sjældent vred. Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal rette den hen. "Hvem, som ikke bevidst har forsøgt at genere mig, skal blive offer for den energislange, der rejser sig i forsvar som følge af min uafsluttede fortid?" Retfærdigvis ingen. Derfor rejser slangen sig alene i mit indre og kæmper for at komme ud.

Men jeg er nødt til at spørge mig selv, om min irritation over hendes usproglighed handler om et (mit) ønske om at blive set og mødt på alle planer - eller jeg simpelthen bare er for hurtig, vædderhjertet der vil resultater NU? Eller om jeg har været alene SÅ længe, at jeg ikke kan have noget "anerledes" tæt på mig.

OG jeg er nødt til spørge mig selv om, hvilken rimelighed der er i, at hun skal være årsagen til en brændende irritation over at blive mødt med tilstedevær, der ikke er hurtigt eller bredt nok opfattende? Det er jo MIG, der har et problem - hvad enten jeg holder det inde eller lukker det ud. Men lukker jeg det ud, bliver det OGSÅ hendes problem.

Jeg forstår hvorfor hun gerne vil have irritationen UD af mig. Ud, hvor den er synlig. For så oplever hun i det mindste sammenhængen til hendes egen eksistens, hendes egne handlinger og udsagn. Men jeg ønsker at give det minimalt fokus, og ikke GØRE det til hendes problem også...

ARGH!

Hvad nakker man en orgasmejagt med?

Kæresten kan ikke få orgasme, uden at hun gør det selv. Jeg ved ikke, om det er meget almindeligt, men det er både et problem for hende og ærgerligt for os begge, at det ikke lader sig gøre. Og det påvirker mig, selvom jeg havde forsvoret, at jeg ville lade mig influere af et andet menneskes personlige problemer igen, endnu engang, atter og for fanden hvor jeg ikke gider rodes ind i noget så kompliceret!

Men hun er jo min kæreste. Og når hun ikke driver mig til vanvid med spørgsmål, der viser både en manglende interesse i verden omkring hende og manglende evne til at tænke abstrakt, elsker jeg hende betingelsesløst - i kødet, i hvert fald, som er dét jeg har lært at kende: Hun er røv-fræk og lækker - hendes øjne glimter, når hun ser på mig, og hun slikker pik med større entusiasme end de fleste, jeg har kendt - og er hurtigt begyndt at ramme den seksuelle tone, der klinger i mit indre. Men jeg kan ikke ramme hendes. Eller hun har en opgave foran sig, som jeg måske ikke kan være en del af.

Jeg tænker vedholdende, og det ér måske forkert, at hendes problem kan løses inden for relationen. Hun har prøvet psykolog, og det virkede ikke, eller problemstillingen var en anden da.

Jeg oplever tit, at hun bliver fraværende - i køkkenet fægter hun useende med kødkniven og står konsekvent i vejen; tit og ofte rammes hun midt i et kram, kys eller handling af tanker, der kommer langvejsfra: Om noget hun skal i morgen, eller noget hun tænkte på i går, eller noget vi talte om sidste uge, og er ganske urelateret til det, hun har gang i. Hun er mentalt nem at bringe et andet sted hen; lige så følelsesmæssigt stærk og god hun er til dyr og mennesker i bekneb for hjælp, lige så svag er hun mentalt, hvilket ikke er det samme som at være dårlig til at sætte ord på ting, hun kender til eller bevidst har indlært. Hun er fraværende, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal blive. I stedet taler hun videre og videre og er svær at standse.

Jeg tror, at hun især bliver afledt, når det handler om at give sig hen i elskoven. Skeletterne i fortiden ryster hende ud af øjeblikkets sansning og får hende til at rette opmærksomheden over i et fokus på mig, eller på at "det her er sket 1000 gange før", hvilket sender hende ind i en anspændthed, der gør det af med muligheden for forløsning.

På det psykologiske plan aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Derfor har jeg hastebestilt... 4 DVD'er fra USA med instruktioner i, hvordan kvinder får orgasme. Dem vil jeg så sende hende hjem med, med påbud om ikke at komme tilbage, før hun kan... alt det, der demonstreres i DVD'erne...

Nej, selvfølgelig vil jeg tilbyde at se dem sammen med hende, i hvert fald første gang... og så krydse fingrene og håbe på, at hun finder tillid i noget teknik og en visuel dokumentation af, at hun ikke er alene.

For jeg holder ikke til mere orgasmejagt. Jeg er der for hende. Og vi leger, at det ikke betyder så meget, at hun ikke "kan" komme. Men det betyder noget... Nej, det betyder meget, at hun opfatter det som umuligt at blive forløst sammen med en mand. Og at hun samtidig har netop dét øverst på ønskelisten.

Fanden til konflikt!

PANIK!

Så skal vi ud at købe en brugt skærm, vi har fundet i den blå avis.

Det begynder med, at vi ikke kan finde bilen, vi skal låne af hendes søster, så vi kan køre til to aftaler i København fra provinsbyen, vi bor i - to aftaler, der har været flere dage undervejs i planlægning og kun kan finde sted i dag. Hvilket bringer kæresten til at at skælde ud over sin søster, der fandme ikke har nogen hjerne i hovedet og hvad ligner dét at give så unøjagtig besked, og hun ringer hende op og lægger den ene besked efter den anden og skæl-der hende ud, mens vi kø-rer rundt i alle gaderne på vores cykler for at finde den rådne bil, og klokken nærmer sig det tidspunkt vi skal være hos vores første aftale, 45 km borte...

Her begynder jeg at brænde sammen. Et kriblen og en krablen har været på vej i et par dage, og jeg bevæger mig direkte mod et galopperende panikanfald: Der er ingen, jeg kan rette min vrede imod. Ikke retfærdigt. Ikke søsteren, ikke kæresten, ikke skæbnen, ikke mig selv for at have bragt mig i denne åndssvage situation. Jeg kan ikke finde min jordforbindelse igen, jeg bliver bare mere og mere vred, og mere og mere indebrændt. Og følelsen af handlingslammelse over for omstændighederne får mig til at sakke bagud, da hun ønsker at tjekke den sidste mulighed: At søsteren måske har været så stresset, at hun har stillet bilen ved sin gamle arbejdsplads og glemt at informere om det.

Og dér står så bilen, 1 km væk!

Da jeg cykler i røven på hende, ned ad fortorvet, fordi jeg ikke kan tænke selv, skal en gartner godt og vel på min egen alder spille far over for mig og høre, hvor gammel jeg er, siden jeg yrkler på fortovet. Og jeg føler, jeg er nødt til at være voksen og sende hans anklage tilbage i hovedet på ham, to gange før han er passeret og jeg ikke længere kan høre ham. Og kæresten begynder at køre, endnu før bildøren er lukket. Og jeg kan mærke, hvordan hun har besluttet sig for at vi skal nå vores aftale, og dér stiger panikken op i mig og jeg brøler STOP, lige før en udkørsel fra parkeringspladsen. Men hun ser bare på mig, som om jeg er langt ude og hysterisk, og begynder at køre. Og jeg kan ikke være inde i bilen ét sekund længere - selvom jeg ved, at det er helt hen i vejret, beder jeg flere gange om at blive sat af, og kort før vi når motorvejen, lykkes det mig at brøle, at jeg bare gerne vil tages alvorligt, at jeg har det ad helvede til, og at hun ikke skal køre ud på motorvejen, før det her er i orden!!!!

Endelig trækker hun ind til siden, og jeg flår døren op og stormer ud og kan mærke solen og vinden og at jeg ikke er underlagt nogen anden end mig selv i dét øjeblik. Hér står jeg, både lettet over at være ude af bilen og i venten på, at hun skal anerkende mine følelser og komme ud til mig.

Jeg synes, der går lang tid. Endelig ser jeg skyggen af hende komme ned imod mig. Og lettelsen vælder op i mig. Så er der kun tilbage at tale om, hvad der skete. hvorfor vi hver især reagerede, som vi gjorde. Det er okay, men bliver forstyrret endnu engang af, at hun siger, at hun automatisk reagerer med det modsatte, hvis hun som i bilen bliver givet noget, hun føler er en ordre. Det får mig til at føle, at jeg kan komme i fare med hende i mit liv - at hun ikke vil lytte i situationer, hvor hun ikke selv forstår eller se, men instinktivt handle imod! Da hun insisterer på at vi skal af sted, lykkes det mig dig at få pakket denne uhensigtsmæssige fremtidsfrygt væk og komme til mig selv. Ikke helt på plads, da hun begynder at køre, men næsten. I stand til at bevæge mig ud på motorvejen sammen med hende. Og køre mod vores aftaler.

---

Jeg insisterer altid på at gøre alt for at være i nuet. Ikke at vide, hvorfor det smutter, og hvorfor jeg mister jordforbindelsen, er egentlig uinteressant. Hvad der ér interessant er, hvorfor jeg først huskede på, at jeg ønsker at være i nuet, da filmen VAR knækket?

---

Efterskrift: Med tiden når vi frem til huset, hvor jeg skal købe en skærm. Jeg er rystet og føler mig ikke sikker på en skid. Og alt det, jeg har undersøgt omkring teknik og alt muligt... hovedet er ret tomt og rungende. Jeg fremstår som den let utjekkede, der har glemt et kabel og ikke rigtig kan få sine medbragte computere til at virke. Og som tilbyder 1000 kr. under prisen på grund af sin (min) usikkerhed. Det er desværre ikke skuespil - selvom planen var at byde under prisen.

Da hun så uden videre tager imod pengene og forlader rummet, er det jeg helt mister fodfæstet - på den der rolige og a-hysteriske måde, hvor jeg bare er nødt til at lave rykke-ned-i-håndtaget-med-knyttet-hånd-og-spændt-overarmsmuskel-bevægelsen over for kæresten, som angivelse af, at alt er gået efter planen og at jeg har vundet det, jeg ville have. Har hun taget røven på mig, sælgeren dér, eller hvad er der sket? Har jeg skudt mig i foden? Hvad er der sket?

"siger jeg fra, holder du op med at elske mig"

jeg havde lige sådan et lille panikanfald, et lille-bitte et, hvor hårene NÆSTEN rejste sig på mine arme ved tanken, som ankom med et realistisk billede af muligheden for endelig at lære at sige fra over for at føle mig presset til uønsket samvær og derefter udmalede alle de overvejelser og frygtfølelser, der ville tegne den virkelige begyndelse på at sige fra også på dette punkt og - i det omfang det er muligt og realistisk for et voksent menneske - lægge barnefrygten for at miste kærligheden på at sige nej helt på hylden, og jeg frydede mig straks derefter stærkt ved forestillingen om at kunne det - at kunne møde nødvendigheden for selv Vs. nærvær med afslappethed og rank ryg, at virkelig stå i situationen og mærke rigtigheden også på dette punkt: "Nej, jeg har ikke lyst!" Nej, jeg er der ikke endnu. Men jeg går vejen.

Det er din fortjeneste. Fordi du er, som du er. Taknemmeligheden til guderne går således ikke ind på din konto.