jeg havde engang et ståsted imellem den psykologiske verden og den energetiske verden, og har mistet forbindelsen til den sidste. Eller troen på mine fornemmelser?
eksempel: Jeg føler trang til at trække mig på afstand af hende. Min psykologiske verden forklarer det som frygt, angst. Og ”hvem ved, hvor den slags kommer fra?” Den energetiske verden kan forklare det sådan her: ”Hun føder på min energi og vil gøre hvad som helst for at holde fast i sin kilde, inclusiv at spille et spil, hvor det ser ud som om hun giver.”
Mit problem opstår, når jeg kun tænker tanken om den energetiske verden og ikke kan påvise den.
Og hvordan ser jeg selv ud, set gennem energetiske øjne? Min indestængte vrede, min misundelse, mit had, min usikkerhed - jeg gætter på, at det holder de meget følsomme på afstand.
Engang var jeg overbevist om, at energiopmærksomhed kunne læres. Og at det var en væsentlig ting at ØNSKE at lære det - et tegn på udviklingsvilje. Ser jeg tilbage, ser det ud som om jeg fornemmede mere end jeg gør i dag, ELLER havde flere (mulige) etiketter at hæfte min mine fornemmelser, end jeg har i dag, hvor min tilgang til verden er blevet så psykologisk.
Så, når jeg ønsker at trække mig fra hende, hvad enten det er en kortvarig eller længerevarende følelse, føder det min følelse af frygt/utryghed, at jeg ikke har sprog for, hvorfor jeg føler sådan. Hvad der fremkalder det, og hvad der får det til at forsvinde - for af og til kan jeg få det til at gå væk ved at blive i situationen, der føder og fodrer min frygt. (Det har en konkret tidsmæssig varighed pga. adrenalin, der går i blodet - som tager noget tid at blive skyllet ud/nedbrudt/omsat)
Ofte tænker jeg, at jeg går en helt forkert vej. Jeg burde søge tilbage mod healingen, jeg burde fokusere på alt det, jeg kan fornemme, for jeg har en super intuition - men så opstår spørgsmålet: Hvor skal jeg så kunne være, når jeg ikke kan udholde at være i nærheden af mennesker, som jeg føler tingene nu?
Okay. Måske vil dét at få mere sprog ikke gøre mig mere sårbar, men stærkere. Men det er kedeligt at være god. Ser det ud som, set på afstand. Selvom jeg godt ved, hvordan det føles, når jeg gør noget godt, fordi det er det eneste, der er at gøre! Det er bare det med at skulle gøre det hele tiden. Altid gøre det rigtige. Slemt nok at blive oplyst om, hvad det rigtige er, fra alle sider hele tiden - madvarer, helse, motion, seksualtiet, følelsesrelationer, magtforhold, placering i familie, på arbejdspladsen, i forhold til søskende og forældre og børn... Der er SÅ mange ting, man kan gøre forkert, hvis man lytter til forskningen.
Og knap så mange, man kan gøre rigtigt.
Hvordan skal jeg kunne afgøre, hvilke af mine intuitioner og fornemmelser, der er rigtige? Jeg ved, hvad der nærer mig. Det er det eneste, jeg har. Nærer det ikke mit hjerte, men kun min selvfølelse eller mit tryghedsbehov, er det ikke nok. Det ér det bare ikke.
Det må jeg afgøre med mig selv.
